Jeg elsker Smeg. Det gør jeg bare. Jeg vedkender mig det her iboende bias helt fra starten af, fordi jeg i mange, mange år har været helt og holdent forelsket i brandets designfilosofi og generelle sprog. Naturligvis har jeg ikke selv ejet et Smeg-produkt, så godt betaler det sig ikke at være journalist, men jeg har dog lettere betaget observeret eksempelvis køleskabene fra afstand.
Så da jeg fik muligheden for at anmelde en lille Lavazza A Modo Mio-kaffemaskine, der ligesom de andre Lavazza-kaffemaskiner vi har pillet ved på det seneste benytter sig af deres proprietære kapsler, så var jeg nysgerrig efter at finde ud af hvad den egentlig kunne.
Okay, så Smeg-versionen af Lavazzas A Modo Mio er først og fremmest en visuel opgradering, så den afspejler førnævnte Smeg-æstetik, og sikke et slam dunk. Godt nok er den i plastik, men den fremstår nærmest keramisk i udseende, og selvom det kan lyde lettere overfladisk at placere så meget værdi i sådan en maskines udseende, så er det trods alt noget der skal stå fremme hele tiden.
<bild></bild>
Ulig den Désea vi testede for nylig, så er denne ret specifikt en espressomaskine. Det betyder at du isætter kapslen, kan bestemme eller specificere doseringen, men det er sådan set også det. Du får en espresso, og den simplicitet betyder at maskinen fås til 1000 kroner, som nærmest må siges at være røveri.
Kapslen isættes fra toppen ved at løfte et tyndt stykke metal, og ligesom man kender det fra eksempelvis en Nespresso-maskine, så er der bare to knapper på, der bestemmer dosering. That’s it, folks, så brygger den kaffen. En lidt central anke er at der af en eller anden årsag lækker lidt mere væske fra de her Lavazza-kapsler end jeg havde forventet, så derfor fyldes drypbakken og maskinen med spildevand ret hurtigt.
Når det så er sagt, og det kommer måske ikke som nogen overraskelse; kaffen er ret lækker. Det gør sig naturligvis egentlig også gældende for den endnu billigere Tiny Eco i A Modo Mio-serien, som bruger de samme kapsler, og som leverer samme varme og tryk, men hvis du er vild med designet, så får du altså også en overraskende dyb espresso, særligt med Oro-kapslen. Vi bruger selv Oro-bønnerne derhjemme fra Lavazza, som godt nok er kommerciel af natur, men bliver til en ret lækker almindelig hverdagskaffe.
<bild></bild>
Under testperioden fik vi ikke en eneste fejlkode, eller kapsel, der ikke blev punkteret af maskinen korrekt. Det betyder dog så sandelig ikke at maskinen er ufejlbarlig, men det er svært med godt og vel en måneds brug at gøre rede for hvordan maskinen vil opføre sig efter adskillige år – hav det in mente.
Takket være et flot design, pålidelig brygning og lækre kapsler er det meget, meget let at anbefale Smegs udgave af A Modo Mio-maskinen, og jeg ville nok hellere betale 1000 kroner for denne og ofre muligheden for at lave cappucino, latte og cortado som den dyrere Désea kan præstere.