Death on the Nile er en af forfatterinden Agatha Christies mest berømte romaner. Den blev skrevet allerede i 1937 og er siden blevet filmatiseret flere gange end man kan tælle, både til tv og biograferne, og de fleste af os husker handlingen sådan lidt vagt. En smuk og rig arving bliver myrdet på sin bryllupsrejse om bord på et krydstogtskib, og det, der før var et fredeligt og romantisk sted, bliver pludselig et gerningssted. Her træder jeg ind i rollen som den belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot med det monstrøse moustache for at følge alle sporene og fange den skyldige.
<bild>Jane Royce er den anden karakteren du spiller som.</bild>
Og hvis der er noget, jeg personligt sætter pris på, så er det mordmysterier og gåder, sådan har det altid været, og havde min karriere ikke taget mig i en anden retning, så var jeg uden tvivl blevet Skandinaviens svar på… ja, Hercule Poirot – det er jeg overbevist om. Klart. Jeg indlemmer det her i min anmeldelse, for at slå fast at jeg i forvejen har let ved at elske den slags oplevelser her.
Så da jeg i sidste uge fik opgaven at anmelde dette spil, lavede jeg en lille sejrsdans af glæde over, at jeg nu skulle kaste mig over mysteriernes mysterium og genopleve en historie, jeg har læst mange gange før. Jeg følte mig næsten som dengang man som barn snød til en diktat – man sad med alle svarene på forhånd og troede, at det hele var i hus.
<bild>At forhører de mistænkte hører med til jobbet som mesterdetektiv.</bild>
Men så til min store overraskelse, da jeg startede spillet, og i stedet for at træde ind i 1930’erne under den store depression og art deco-stilen, blev jeg sendt frem til årtiet, hvor jeg selv blev født: de glade 70’ere, der langt fra var depressive med deres sennepsgule og brune farver. Vores moustache-prydede detektiv Hercule Poirot krydser et dansegulv på et neonblinkende diskotek iført bukser, der kunne have været lånt ud af Björn og Benny fra dengang, hvor de gav polyester og svajbukser et ansigt. Han vipper muntert med bagdelen i takt til musikken, og jeg løfter et øjenbryn og ønsker, jeg aldrig havde set det her tåkrummende forsøg på at være popfarfar.
<bild>Mysteriet tager os jorden rundt til mange spændende steder.</bild>
Men nej, Poirots vippende bagdel er nu ætset ind på min nethinde til den dag, jeg dør – til min store forfærdelse. Men det er ikke kun tidsperioden, som spiludvikleren Microids Studio Lyon har taget sig friheder med, hvilket giver spillere som mig, der har læst bogen og set filmene, nye indtryk undervejs. En ny spilbar karakter dukker nemlig også op: den grønne privatdetektiv Jane Royce, som slet ikke eksisterer i Christies manuskript. Du får mulighed for at spille som både Royce og Poirot, og deres sager bliver til sidst flettet sammen på en måde, jeg ikke vil afsløre for ikke at spoile handlingen. Spillet tager os med på en rejse fra London til Mallorca og fra New York til Egypten, mens de to detektiver jagter de sager, de har fået færten af.
<bild>Dette mindmap fungerer fint som et overblik.</bild>
Man kan vælge mellem tre sværhedsgrader, når man starter spillet, men hvis man har valgt forkert og opdager, at man ikke var så smart, som man troede, kan man undervejs skifte til en lettere sværhedsgrad. Ønsker man et guidet og nemt eventyr, kan man få det – eller man kan, som jeg, vælge mellemniveauet, hvor man kan få hjælp, hvis man beder om det, men slipper for spoilers. For de spillere, der vil have det rigtig svært og ingen hjælp overhovedet, findes den sværeste sværhedsgrad, for alle jer spilmasochister derude, som ikke synes, livet er hårdt nok i forvejen. Spiller man med begrænset tid som jeg, vælger man dog noget midt imellem for at undgå at udgive sin anmeldelse et år efter udgivelsen, lidt mere gråhåret og mere lig Tom Hanks i Cast Away. Puslespillene vil jeg alligevel påstå er meget logiske – bruger man den hjerne, man er født med, og lytter godt efter, løser man dem, selv om nogle af gåderne er sværere end andre.
<bild>70’erne når de er bedst; brunt, brunt og mere brunt.</bild>
Så bare rolig – der dukker ikke et ulogisk “monkey wrench”-puslespil op, der holder dig vågen i månedsvis, som et gammelt peg-og-klik-spil med en vis skægløs pirat gjorde engang. Spilopbygningen er som i de fleste spil, hvor et mysterium skal løses: Puslespil skal løses, spor skal findes og følges op, og vidner og mistænkte skal afhøres. Det, der dog adskiller sig fra andre spil, er det avancerede mindmap, der dannes af alle de informationer, du samler. Det er her, du kan trække i den røde tråd, så du afslører den skyldige.
<bild>Interviews med vidner er en stor del af spillet.</bild>
Når du har samlet alle spor og fulgt hvert eneste hint, får du en tidslinje, hvor du skal rekonstruere alt, hvad der er sket, for at nå frem til den korrekte løsning. Derefter afspilles hændelsesforløbet for dig og viser billedet af forbrydelsen. Lyder let som en leg, ikke? Men sådan er det ikke altid. Grafikken i spillet er ganske nydelig, men jeg kan ikke lade være med at irritere mig over, at animationerne ikke matcher læbebevægelserne, og at de til tider virker lidt for simple. Desuden bliver lyden, når Poirot tænker, lidt skinger og lav – heller ikke særlig tiltalende.
<bild>Omgivelserne kan også være ret fine at se på.</bild>
Første gang det skete, troede jeg faktisk, at der var en fejl i lyden, indtil jeg indså, at det var med vilje. Som i alle spil skal der selvfølgelig være noget at samle på, og her skuffer udviklerne heller ikke. Gyldne moustacher er spredt ud over banerne, og der gemmer sig også et par vinylplader for den særligt nysgerrige spiller. Disse kan senere bruges til at låse op for artwork og andet under menupunktet Extras. Og måske er det slet ikke nogen dum idé at trække spillet lidt ud, for denne type spil har ikke den store genspilningsværdi – når man først ved, hvem morderen er, er mysteriet jo ikke længere et mysterium.
<bild>Ikke alle lader sig udspørge uden problemer.</bild>
Alt i alt er Agatha Christie – Death on the Nile et hyggeligt mordmysterium, perfekt til at putte sig i sofaen en kølig efterårsaften med et varmt tæppe, en kop kakao og en rostmacka smurt med messmør. Det er en skøn pause fra de hurtige spil, hvor hjertet banker som en hammer i brystet og pulsen er faretruende høj. Og det er trods alt rart indimellem at få brugt den gamle grå masse, vi kalder hjernen, for den får virkelig lov at arbejde i de timer, vi tilbringer sammen med manden med spilverdenens mest imponerende snotbremse. Dette spil er til os, der nyder at få hjernen på arbejde og elsker klassiske puslespils-eventyr.
Cha