<video>
Igennem to Layers of Fear-titler, The Medium og her til sidst Silent Hill 2, så har jeg en lang og broget historik med udvikler Bloober Team. Selvom de for mig altid har intentionerne i orden, og formår at skabe interessante rammer for deres fortællinger, så har de manglet skarphed, præcision og måske sågar talent til at eksekvere på deres tydelige ambition. Særligt i sidstnævntes tilfælde står jeg tilsyneladende alene, men de fleste kan i brede træk nikke genkendende til denne holdning. Lad mig bare sige, at med Cronos: The New Dawn, der til forskel fra Silent Hill 2 Remake er deres helt egen originale kreation, der ændrer alt det sig.
Cronos: The New Dawn er en original sci-fi fortælling om de såkaldte “Travelers”, der vækkes en ad gangen, og sendes til den polske by New Dawn i 1981 under den kolde krig, altså hvor jerntæppet på sit tykkeste, og mest uldne, og hvor kommunismens greb om alle samfundets lag er stærkest. Men denne verden er ødelagt, dystopisk og forladt. Der er sket noget, virkeligheden er brudt sammen, og det eneste der nu lever og ånder her er monstre, som vores Travelers kalder “orphans”. Sultne, glubske, tankeløse monstre, der bruger menneskekroppe til at “merge”, til at vokse, til at gro sammen til mildest talt grufulde skabninger.
Hvad vi Travelers faktisk skal i New Dawn, hvilken relation det her virkelighedsknæk har med den virus der skabte Orphans, og hvilken størrelse de her Travelers egentlig er, ja, det er det centrale hook der fastholder din opmærksomhed fra første karakteristiske frame til slutteksterne ruller over skærmen, og sikke en fortælling det er. Jeg vil, af åbenlyse årsager, ikke spoile for meget, men både den mytologi omkring Travelers, Orphans og den verden der nu helt og aldeles er faldt drypper simpelthen af identitet og narrative særpræg, at spillet sagtens kan stå distancen mod genrens absolutte sværvægtere. Der bliver, relativt hurtigt, formet en stærk, identificerbar forbindelse til det som vores karakter kalder “The Vocation”, og Mandalorian-lignende æresbegreber og talemåder understreger hvor seriøst de tager deres hverv – “such is our calling”, siger de.
<bild></bild>
Survival horror-genren, som Cronos: The New Dawn så sandelig tilhører, overlever nærmest udelukkende på ambiance, på narrativitet og den setting, som du som spiller bedes udforske, kortlægge og… ja, overleve. Denne verden er fyldt til bristepunktet med særpræg, og de bliver via et roligt men konsekvent tempo udforsket og pakket ud, uden at der nogensinde er fare for overeksponering eller gumpetunge udleveringer. Der er et raffinement her som Bloober tidligere netop ikke har mestret, men om det er de områder du udforsker, den måde din Traveler beskriver det hun oplever eller den mere direkte plotstruktur, så bør det her være et studie i solid horror storytelling fremadrettet.
Og det bliver endnu bedre. Cronos: The New Dawn er relativt simpelt fra et gameplay-mæssigt synspunkt, og sådan er selv genrens mastodonter ligeledes stykket sammen, så det gør ikke noget. Din Traveler har et enkelt våben, der har forskellige distinkte modes, der er et inventory-system der drager masser af inspiration fra Resident Evil-serien, idet det at håndtere den begrænsede plads du har er altafgørende, og så er der løbende måder hvorpå du kan spendere ressourcer på at opgradere din dragt, dine våben og andre værktøjer. Der er en bevidst tyngde i alting, fra den måde vores Travelers tunge metalstøvler runger imod jorden som hun går, til den måde du retter din Terminator-lignende pistol imod en glubsk Orphan og trykker på aftrækkeren. Al feedback, al lyd, al design skal tjene tyngden, og det betyder at der ikke er den her arkadeagtige behændighed, men det betyder også at spillets er så mekanisk jordbundent, at du føler en stærk forbindelse til din karakter, og alt hvad denne gør. Det er en endegyldig reminder om at antal separate mekanikker, og hurtig styring, du ved, dem der altid har den her “more is better”-holdning, at det ikke altid tjener alle designfilosofier. I Cronos skyder du, du genlader, du indsamler ressourcer og du bruger den håndfuld værktøjer du har, og hver af de øjeblikke der produceres gennem det her loop forbedrer kvaliteten af oplevelsen. Nogle vil kalde det forsimplet, jeg vil kalde det intentionelt.
Som du bevæger dig igennem den her fragmenterede verden i jagten på svar, så møder du en række Orphan-typer. Der er ikke alt for mange forskellige slags, men det “spil” du spiller med det sig selv om at bevare de få ressourcer du har gør at du ikke helt lægger mærke til den lille variation af fjender der reelt er, lidt ligsom i eksempelvis Dead Space Remake, der ligeledes forklædte et begrænset galleri bag den strategi spilleren lægger med sig selv. I Cronos er du reelt “ammo starved”, man lever virkelig fra kampscenarie til kampscenarie, og det skyldes blandt andet spillets særlige “merge” mekanik. For hver fjende du nedslagter, skaber du en åbning, en mulighed for andre Orphans at bruge deres kroppe til at gøre sig selv stærkere. Hvis du giver dem lov, så vil de bruge det halvdøde væv til at blive større, stærkere og dermed kræve mere ammunition at nedlægge, så du skal hele tiden sørge for at få brændt dræbe Orphans af, der i sig selv kræver ressourcer. Det er virkelig afbalanceret lettere hårfint, og til tider var jeg helt opgivende fordi spillet simpelthen ikke gav mig nok ammunition til at klare mig – men det lykkedes akkurat, og det er nok hele pointen.
<bild></bild>
Der er virkelig ikke mange ankepunkter her, det er der virkelig ikke. Jeg vil sige at der, nærmest traditionen tro, kan være en lettere ustabil frame-rate på basis PS5, særligt når Cronos’ baner åbner sig lidt op, men derudover ser spillet decideret glimrende ud, og lyder endnu bedre. Udover det vil nogle måske føle at spillet trækker den for længe uden at eksponere spillet for mere direkte plot, men jeg følte mig helt og aldeles hooked fra ende til anden, men det til trods kunne jeg mere objektivt godt se at nogle strækninger godt kunne have brugt et par pusterum med lidt mere drama.
Samlet set er det her dog så absolut en triumf for et studie, der tidligere har taget nogle velfortjente knubs, men som her virkelig stråler. Hvorimod Silent Hill 2 Remake var et comeback for mange, så er det ultimativt ikke noget Bloober selv har lavet. Men Cronos er en helt og aldeles original størrelse, og der findes ikke en metafor der på rammende nok vis demonstrerer hvor stor en forskel jeg føler der er på de to projekter. Lad os bare sige at Cronos er Bloobers svendestykke, og det bevis jeg havde brug for på at for alvor heppe på dem fremadrettet.
Such is our calling…
<video>