Airfryers er efterhånden blevet demokratiseret i en sådan grad, at det er decideret vanskeligt at se skoven for bare træer. Du kan vandre ind i en gennemsnitlig Power eller Elgiganten, og blive decideret overvældet over det væld af brands du aldrig har hørt om, der sælger dig en relativt rummelig airfryer til 500 kroner.
Vi vil dog argumentere for, at selvom du måske ikke har hørt om Cuisinart før, så er de et respekteret brand, som tidligere har leveret nogle ret fine ismaskiner, både Freeze Wand og Frost Fusion.
<bild></bild>
Så kan de også præstere en habil airfryer? Den nye Dual Basket (der lader til at være uenigheder om navnet i æteren, men på vores kasse står der altså “Dual Basket 10.4 litre”) er relativt simpel, men den er også billig.
De kalder den selv “Air Twin” i deres pressemateriale, men uanset navn, så taler vi, ligesom med Ninja, om en airfryer bestående af to separate kurve på 5.2 liter hver. Disse kan ikke smækkes sammen til én stor kurv, der i visse tilfælde kan begrænse funktionaliteten en smule, men til en pris på cirka 1000-1200 kroner, som placerer den små 500 kroner under Ninjas Double Stack XL, så er det ikke helt hen i vejret.
Via det Cuisinart kalder “Air Advantage” leverer den 2400W når der virkelig skal smæk på, men i praksis fandt jeg kun tilberedningshastigheden tilforladelig, hvis ikke lidt langsommere end visse konkurrende modeller. Den er ikke sløv, slet ikke, den er bare ikke hurtigere end de andre.
<bild></bild>
Der er syv distinkte indstillinger; airfry, grill, bagning, stegning, dehydrering, “max crisp” og en lavere indstilling der bare vedligeholder i stedet for at direkte tilberede. Der er masser af alsidighed at finde her, og de er lette at vælge imellem takket være et lettere rudimentært men effektivt display. Endnu bedre er det at stort set det hele er non-stick og opvaskervenligt, så du kan egentlig bare smække de beskidte kurve direkte i opvaskeren.
Der er ingen PFAS, den ser fin ud, og den præsterer som forventet. Til en lidt mindre pris kan man sagtens falde for Cuisinarts bud på en konkurrencedygtig airfryer, der undercutter Ninja med tilpas meget. I det førnævnte tætpakkede felt må man samtidig slå fast at Cuisinart ikke rigtig har nogen egentlig ny idé at byde ind med her.