Da jeg dækkede Gamescom i Köln sidste måned, havde jeg blandt andet en aftale om at besøge danske Ghost Ship Publishing-standen. Og selvom jeg ikke kan afsløre alt, hvad jeg så der, kan jeg sige, at jeg var en af de første til at prøve Deep Rock Galactic: Survivor. Når man befinder sig til sådanne events, hvor møderne er timet til mindste detalje for at presse mest mulig information ind, var det et privilegium at kunne låse mig inde i et rum og spille Deep Rock Galactic: Survivor i en halv time, samtidig med at jeg snakkede med en af skaberne – et af de øjeblikke, der virkelig retfærdiggør at deltage i en messe.
Fra den første gennemspilning husker jeg især min djævelsk heldige opgradering ved hvert level, hvor alt gik fra Epic til Legendary. Men det efterlod mig med en klar beslutning: Jeg måtte spille hele spillet.
<bild></bild>
Men lad os starte fra begyndelsen, inden jeg igen roser, hvor sjovt og vanedannende Deep Rock Galactic: Survivor er, og kort kigge på det oprindelige Deep Rock Galactic. For dem, der ikke kender det, er det et co-op extraction looter-shooter-spil med op til fire venner, hvor man spiller som en af fire forskellige minearbejder-dværge sendt af den onde Deep Rock Galactic-virksomhed til at udvinde mineraler og ædelsten på den mærkelige planet Hoxxes IV, befolket af farlige aliens kaldet Glyphids. Hver runde spilles ved at opfylde en række mål relateret til ressourceindsamling, mens dværgene forsvarer sig mod insekthorderne, der angriber, og gradvist forbedrer deres udstyr. Ideen om at kombinere Deep Rock Galactic med noget i stil med Vampire Survivors lød lovende, som skaberne hos Funday Games fortalte under en tidligere Gamescom.
Deep Rock Galactic: Survivor beholder derfor grundidéen med fire spilbare klasser samt typer af fjender, mineraler og det æstetiske udtryk, vi kender fra serien. Her er oplevelsen dog fokuseret på singleplayer, hvor man holder sig i live så længe som muligt på hvert level, gennemfører mål og undslipper, før tiden løber ud. Det lyder nemt, men i fuld version er det bestemt ikke tilfældet – det er simpelthen enormt sjovt at prøve igen og igen.
<bild></bild>
I starten af hver runde – især hvis man ikke er meget bekendt med Deep Rock Galactics (eller Survivors) omfattende arsenal – løber man frem og tilbage på mappet efter værdifulde mineraler som rød sukker og guld, mens Glyphids uophørligt jager én. Men efterhånden som man optjener boosts ved at dræbe fjender eller udvinde mineraler, skifter oplevelsen gradvist fra at flygte til at forsøge at snige sig forbi, og til sidst (hvis man er heldig og når level 25) bliver man en sand alien-dræbermaskine, samtidig med at man fortsætter sin råmaterialeindsamling. Hver gennemspilning giver små opgraderinger af cirka tredive variabler, som man kan anvende næste gang via menuen, hvis man har samlet nok ressourcer. Progressionen føles her mindre stejl end i andre spil i survivor-genren og belønner mere.
Der er mange angrebsvariabler afhængigt af typen af ammunition (elemental, penetration, dispersion), og disse kan endda modificeres eller kombineres under spillet, hvis man finder de nødvendige ressourcer eller får en højere Tier-opgradering. Selvfølgelig kan heldet også forbedres, hvis man investerer ressourcer i Luck-statistikken inden missionen.
<bild></bild>
Kunstnerisk set er der ikke meget mere at sige. Hver karakter i Deep Rock Galactic: Survivor er veludformet, og man lægger mærke til deres forskelle, når man vælger. Først kan man kun vælge Explorer, men efter nogle spil vil de øvrige klasser blive tilgængelige. Det samme gælder spillets tekniske side: selv med hundreder af uafhængige, detaljerede fjender på skærmen, samtidig med at små skadesnumre dukker op overalt, føles Survivor utroligt flydende. Som spil i genren er gameplayet primært defineret af, hvor meget tid du lægger i spillet. Bliv ikke frustreret, hvis du taber første level flere gange – hvert nederlag bringer dig tættere på sejr.
Hvis jeg skal pege på noget, der ikke helt fungerer, er det nok balancen. Skaden fra enhver fjende – uanset hvor lille eller simpel – kan nogle gange føles lidt for hård, især i de tidlige dele af missionerne. På lavere niveauer gør dine våben knap nok nok skade til at skabe afstand eller stå imod sværme, medmindre du er heldig med opgraderinger. Nogle gange kan det endda føles som om, din karakters hitbox rammer noget, den ikke burde, hvilket kan være svært at se.
Der er endda en ansvarsfraskrivelse i hovedmenuen, der siger noget i retning af “bare rolig, hvis spillet føles for svært; det er designet til at blive spillet langsomt.” Og selvom det er muligt, at efterfølgende opdateringer kan ændre på dette, ville en simpel lokal eller online co-op-tilstand – som er så grundlæggende for ånden i Deep Rock Galactic – have været et velkomment supplement.
Jeg er ikke den mest dedikerede Survivor-spiller og har kun spillet Deep Rock Galactic et par gange med venner, men med Survivor blev jeg flere gange overrasket over, hvor hurtigt tiden gik – pludselig var det mørkt, og jeg måtte i seng. Det er for mig en af de største komplimenter, man kan give et spil.
<bild></bild>