<video>
Der er gået lang tid, siden vi så en ung Tanjiro Kamado kravle gennem sneen den skæbnesvangre nat i skoven, hvor hans familie blev dræbt, og hans søster Nezuko blev forvandlet til en dæmon – mens han tryglede Giyu Tomioka om at lade ham redde hende. Lige så lang tid er gået, siden de sidste brikker i den tilsyneladende endeløse krig mellem Muzan Kibutsuji og Demon Slayer-korpset faldt på plads, og skæbnens tandhjul begyndte at dreje. Vi har fulgt dette søskendepar vokse, styrke deres bånd og knytte nye, mens de rensede verden for den dæmoniske trussel. Men nu er tiden kommet til det endelige opgør. Muzan har foretaget sit træk og fanget Tanjiro og resten af Demon Slayer-korpset, inklusive hans bedste krigere, Hashira, i en dimension uden for tid og rum kaldet Infinity Castle. Det er begyndelsen på enden for Kimetsu no Yaiba.
Demon Slayer – som vi også kender serien – var allerede en af de mest markante mangaer i det seneste årti og har gjort et massivt indtog på anime-scenen ved med ekstrem sans for detaljen at skabe en af de bedste serier nogensinde. Animationskvaliteten matches kun af figurernes karisma, den fænomenale klipning af actionsekvenserne og det uforglemmelige soundtrack. Med dette i baghovedet og efter at have fulgt historien næsten fra første afsnit og nydt dens spiludgivelser, kunne jeg ikke vente med at sætte mig i biografsædet, mærke lydsystemet tordne og dele oplevelsen med andre entusiaster.
<bild></bild>
Infinity Castle indleder med et kort tilbageblik til de sidste øjeblikke af Hashira Training Arc – som den seneste tv-sæson kaldes. Men derefter, i den første time, bliver man præsenteret for et sandt festfyrværkeri af suveræn animation, musik og kampkoreografi. Vi springer mellem de forskellige hovedpersoner – Tanjiro, Inosuke og Zenitsu – mens de bevæger sig gennem et univers af traditionelle Edo-bygninger, der ændrer retning og trodser fysikkens love. Demon Slayers ved, at de er i undertal og må handle hurtigt for at besejre Muzan, der stadig er svækket af de seneste begivenheder. Derfor bliver natten, hvor de tre film, der afrunder historien, udspiller sig, en intens kapløb mod tiden – og døden.
Infinity Castle giver samtidig plads til nogle af de mest elskede biroller, og filmens første halvdel kredser om dem, mens vi ser de brutale sammenstød mellem Hashira og Upper Moons – de mægtigste dæmoner. Jeg skal ikke lægge skjul på, at der både er grund til glæde og til tårer af raseri. Og hvis du – som jeg – er gået til biografen uden at have fået afsløret sommersæsonens japanske spoilers eller har undgået at læse mangaens afslutning, så venter der overraskelser, der vil få dig til at springe i sædet. Man mærker også, at filmformatet har givet produktionen mulighed for at investere i endnu mere spektakulære kampscener – jeg mindes ikke at have set bedre CGI-effekter i japansk animation, hverken i eksplosionerne eller i det støv, der hvirvles op. Et decideret monumentalt skue.
Højdepunktet er naturligvis konfrontationen mellem hovedpersonen Tanjiro og den tredje Upper Moon, Akaza – en kamp, der har været under opsejling i flere sæsoner. Det er et øjeblik, fans vil nyde hvert eneste sekund af. Samtidig er der rig mulighed for at dvæle ved Tanjiros udvikling og spørge sig selv, hvad der gør ham så speciel som Demon Slayer. Vi ser afslørende flashbacks om både Kamado-familien og Akaza selv. For Tanjiros sande styrke er ikke hans flammende sværd eller Hirokami Kagura-stil – det er hans evne til at vække det menneskelige i dem, der for længst har mistet det.
<bild></bild>
Selvfølgelig betyder det at kondensere, hvad der kunne have fyldt en halv anime-sæson, ned til én film – og at dette kun er første del af en afsluttende trilogi – at tempoet ikke altid er, som man kunne ønske. Nogle figurer får afrundet deres historier, og det giver naturligvis filmen grund til at dvæle ved dem, men andre som Zenitsu fortjente bestemt mere spilletid. Og måske det, der efterlod mig mest kold (selvom filmen stadig overgår det meste i genren), er, at soundtracket til Infinity Castle ikke er helt så spektakulært og mindeværdigt som i serien. Mange numre blander kor, elektriske guitarer og traditionelle japanske instrumenter – præcis som vi kender Demon Slayer – men her virkede de en smule mindre vellykkede end tidligere.
Ved pressevisningen sad både hardcore animefans, journalister fra landsdækkende aviser og mainstream filmkritikere side om side. Jeg havde en fornemmelse af, at nogle ville nyde oplevelsen mere end andre, men sandheden er, at under de to en halv time med Kimetsu no Yaiba – Infinity Castle og efter at lysene blev tændt til rulleteksterne, var stilheden næsten andægtig: En overvældende fortælling, som selv dem, der ikke normalt ser anime, kan forstå og føle med. Ventetiden på næste film bliver hård – men det betyder blot, at vi kan se frem til endnu 4-5 timers stor anime i de kommende år.