EA Sports FC 26 udkom den 26. september og her, mindre end to uger efter udgivelsen, skulle spillet have rundet mere end 10 millioner solgte eksemplarer. Tallet kommer fra analysefirmaet Alinea Analytics og ikke fra Electronic Arts selv, så det skal nok tages med et lille forbehold.

Ifølge Alinea Analytics var september en god måned for sportspillene, da NBA 2K26 fra 2K Games rundede 6 millioner solgte eksemplarer siden lanceringen i starten af september.

Det lader bestemt ikke til, at tabet af FIFA-navnet har været et problem for EA Sports’ fodboldserie, der stadig sidder solidt på toppen af fodbold-tronen med det nye navn EA Sports FC.

Electronic Arts har ret godt tur i den, da deres nye free-to-play Skate også har rundet 15 millioner spillere siden lanceringen i midten af september – og Battlefield 6 er lige rundt om hjørnet og det forventes at sælge omkring 5 millioner eksemplarer i løbet af den første uge.

Er du hoppet på årets udgave af EA Sports FC? Du kan læse vores anmeldelse af spillet lige her.
<bild></bild>