<video>
Jeg har allerede tidligere publiceret et ret dybdegående og helstøbt preview af Hades II som det udkom i Early Access for et år siden. Allerede dengang slog jeg fast, at selvom mange af systemerne her var velkendte, så både var og er spillet en direkte genistreg i stramt, præcist og avanceret gameplay, der udvides, forstærkes og indrammes af stærk storytelling, en farverig og uendelig opfindsom verden, og hårdtpumpende musik, også.
Et år er gået, og på en måde er der sket rigtig meget, men samtidig er selve kernen af Hades II forblevet intakt. Derfor bliver dette en lettere kort endelig anmeldelse, der endegyldigt slår fast med syvtommersøm, at Hades II er sin Game of the Year-forgænger værdig, og som samtidig uden tvivl hører til blandt årets bedste spil.
Som jeg skrev sidste år, så er Hades II “et af de mest “sequel”-agtige spil jeg har spillet i meget, meget lang tid”. Dengang var jeg nærmest overrasket over hvor mange elementer der var blevet bragt over fra det første spil, til trods for at spillet lover et lidt anderledes set-up, og måske mere kritisk et skift fra Zagreus til Melinöe. Lejren du kommer tilbage til mellem hvert “run”, hvor du giver nektar ud til højre og venstre, opgraderer individuelle våben og kridter banen til en forhåbentlig lidt bedre tur næste gang, de arena-inddelte verdener du på lineær vis skal igennem alt imens du samler boons fra de græske guder og andre ressourcer, og det stramme gameplay – det er nærmest som om at hele Hades-oplevelsen er portet over i Hades II, for så at blive udbygget og opgraderet.
<bild></bild>
På den måde er Hades II meget en God-of-War-til-God-of-War-Ragnarök-opgradering (der findes naturligvis andre lignende sammenligningsgrundlag), hvor godt og vel 90% af den originale spiloplevelse bringes over, for så at blive tilpasset, opgraderet, udvidet og pillet ved på alskens måder, uden nogensinde at ændre helt fundamentalt på grundopskriften. Ikke bare er dette på mange måder den klassiske Hades-oplevelse, det er også den klassiske Hades II-oplevelse, jeg beskrev og roste til skyerne tilbage i maj 2024, og det er så sandelig ikke en kritik.
Hvis du har brug for en kort genopfrisker, så er det denne gang titanen Chronos der laver problemer, og han har ikke bare afsat Hades som leder af underverdenen, han fører også åben krig mod Olympen. Helvedet er sat i stasis, og himlene brænder, og det er op til Melinöe, Zagreus’ søster, at redde begge dele, og det er hun heldigvis blevet trænet til. Så afsted går den vilde skattejagt, eller titanjagt, og du skal så nå til enden både nede og oppe. Du vender løbende tilbage til The Crossroads for at gøre fremskridt i dine personlige forhold til en række spændende karakterer, der hele tiden belønner med personlige dialogsekvenser serveret med noget af det bedste stemmeskuespil du overhovedet kan finde, samtidig med at du opgraderer, tilpasser og gør ved.
Igen, hvis du har spillet Hades, kan du også relativt let forestille dig hvordan et typisk “run” foregår. Der er en god håndfuld distinkte verdener, der tilsammen former vejen til dit mål. Disse verdener er inddelt i arenaer, og hver arena giver en “boon”, en opgradering der på mere eller mindre drastisk vis opgraderer Melinöes evner. Blandt de mange våbentyper, variationerne, de mange boons kan give, og de spillestile der låses op igennem tænksom opbygning af det specifikke build, så er der virkelig meget frihed til at eksperimentere, det er der virkelig. Der er tilpas mange fjendetyper med tilpas unikke angrebsmønstre også til at sikre at man er på tæerne hele vejen igennem, og selvom at Supergiants virkelig avancerede combat-model næsten altid er fair, så er der nu enkelte instanser hvor det hele overgår lidt for meget til billedestøj uden sans og samling på noget. Særligt én udfordring, hvor Chronos sender dig tilbage til Asphodel fra det første Hades, og hvor du skal blive i en cirkel indtil den er færdigudviklet synes at være designet mere til spektakel end egentlig mekanisk, strukturel udfordring, en fælde enkelte af de ellers sublime boss-kampe også falder i.
<bild></bild>
Når det så er sagt er balancen spot-on, også selvom at Hades II ret demonstrativt er sværere end det første spil på en række centrale parametre, for man føler sjældent at spillet er unfair, og hvis den konkrete kombination af boons og andre opgraderinger ikke kan bære en hele vejen, så kan du altid bare dø og starte forfra uden at det har konsekvenser.
Det er faktisk meget, meget svært at sætte en finger på alt fra mekanisk styring, fjendedesign og stemmeskuespil til æstetik, buildcrafting-muligheder og afbalancering – det er tydeligt at Supergiant kender det her univers, den her designramme, den her præmis, så godt, og at Hades II handler om at præcisere designfilosofien, så den balancerer på et knivsæg. Dertil kommer måske den eneste centrale anke man kan rette imod Hades II som endeligt, færdigt produkt. Det familiære, det genkendelige, det kan være en styrke i de fleste henseender, men til tider kan det også være overvældende hvor mange strukturelle og mekaniske elementer der føles direkte en-til-en. Det er naturligvis subjektivt, men selvom jeg blev wow’et gentagne af spillets bredde og præcision, så var der ikke et eneste øjeblik hvor jeg blev direkte overrasket over en helt ny, spændende og anderledes idé. Det her er en iterativ efterfølger, ingen tvivl om det.
<bild></bild>
Men Hades II fortjener hæder, selv i en tid hvor vi snakker om Clair Obscur: Expedition 33 og i særdeleshed Hollow Knight Silksong som værende “lock-ins” for Game of the Year-diskussioner verden rundt om få måneder. Et længere Early Access-vindue har måske taget lidt vind ud af sejlene hos Supergiant, men det har dog tilladt studiet at yderligere polere det der allerede i maj 2024 var en perle, så iterativ en perle som det nu en gang er.
Hades II er en genistreg, hvor kun enkelte bittesmå afbalanceringer rammer forbi bullseye, i hvad der ellers er en sylespids omgang mesterligt design.
<video>