<video>
Sommeren er forbi, blade falder fra træerne, og som temperaturen daler og lyset dæmpes, kryber skrækkens måned, som åbenbart er oktober, ind på os. For mange følger der en smule tristhed, men for andre er der en dejlig tid i vente. Ingen ringer og beder dig komme ned på stranden, der er ingen sol der reflekterer i din OLED-skærm. Med andre ord er det den perfekte tid at putte sig og spille nogle videospil, og Little Nightmares 3 er måske det perfekte match til denne allehelgens måned.
Little Nightmares-serien slog stærkt igennem netop med sin hyggelige uhygge. Det er en dyster serie med en tung, trykkende stemning, men med en visuel stil som vækker minder om en børnevenlig animationsfilm. Denne modsætning var en opskrift til succes, men efter to spil, er forsættelsen af serien gået videre fra Tarsier Studios til Supermassive Games, og spørgsmålet står om det kan mærkes. Supermassive Games er godt bekendt med gysergenren, men Little Nightmares er en markant anderledes stil end hvad de hidtil har lavet med titler som Until Dawn og The Quarry. Det hurtige svar er at Little Nightmares ligner sig selv, og det eneste sted man måske kan mærke det er ny udvikler, er i hvor få chancer der bliver taget.
<bild></bild>
Little Nightmares har aldrig været eksplicit i sin fortællerstil, og det samme gælder i dette trejde kapitel. Der er ingen dialog, og det eneste ord der bliver ytret er “hey”. Der er heller ingen videre introsekvens eller kontekst som spillet præsenterer dig for. I stedet er man efterladt med styringen af to nuttede børn som skal rejse igennem en truende verden. Efterhånden som spillet skrider frem, kan man stykke delene sammen og danne sin egen fortolkning, men hvad der egentlig er hændt i denne mystiske verden, forbliver obskurt. Og sådan skal det også være, men alligevel fremstår historien både lidt for simpel og samtidig for uigennemsigtig. Jeg vil ikke afsløre noget, hvilket gør det lidt svært at tale om, men børnenes forhold og historie er i grunden simpel og velkendt, hvorimod det er lidt svært at finder den mere specifikke betydning af nogle af banerne og miljøerne. På trods af at hovedpersonerne ikke udgør komplekse karakterportrætter, er de gode og effektive alligevel. Den nuttede fremtoning af børnene op i mod den ubehagelige verden vækker en enorm beskytter- og omsorgstrang som er en af nøglerne til det appellerende i hele Little Nightmares-universets, og den effekt er tilstede her som den var i de tidligere spil.
Visuelt føles spillet også velkendt, og det er faktisk flot. Hvis man har spillet de tidligere spil, vil 3’eren føles som en naturlig fortsættelse grafisk. Spillet foregår over fire kapitler, men hvor banerne tidligere i serien ofte gled naturligt over i hinanden, rejser børnene her imellem verdener igennem magiske spejle. Det har Supermassive Games udnyttet til at lave nogle forskelligartede baner. Det første kapitel er mere oplyst og knap så dunkelt som resten af spillet. Det har næsten en eventyrlig atmosfære som en arkæologisk udgravning. Måske netop derfor fremstår det heller ikke så uhyggeligt som man kunne håbe, og det er lidt skuffende. Heldigvis tager den dystre stemning til i det efterfølgende kapitler. Jeg vil ikke afsløre for meget af hvad der er i vente, men en afskyelig forlystelsespark, der vender alle barndommens glæder på hovedet, er et højdepunkt, og det afsluttende kapitel er det mest effektive både i uhygge og i at manifestere de traumer som børnene går igennem på et metaforisk plan. Igennem gangene i et stort hus smyger der sig en kæmpe arm som var det en gigantisk slange. Det er effektivt, og metaforen er, om nok overdrevet, dog forståelige uden at blive latterlig. Det er som om at udviklerne har brugt 2-3 baner på at tage tilløb for derefter at tage en effektiv, men for hurtig slutspurt, og den energi er savnet i specielt de to første kapitler. Monsterdesignet er også effektivt, men igen er der for få af dem. De fremstår ofte som absurde og klamme udgaver af voksne hvor man aldrig helt ved om de er levende dukker eller halvdøde mennesker, men det kommer sjældent som et chok når man støder ind i dem. Udover nogle effektive sekvenser, savner man følelsen af en allestedsnærværende trussel som er essentiel for at skabe uhygge. Hvis man ikke er bange for hvad der gemmer sig bag døren, går man bare fra rum til rum uden bekymring, og i Little Nightmares 3 keder man sig til tider da man bare vader ned ad tomme gange, ind i en luftskakt og ud i en ny tom gang. Som sagt er der helt klart effektive sekvenser der er flot og ubehageligt designet og animeret, men der er for få af dem.
<bild></bild>
Det vigtigste nye tiltag fra Supermassive Games som skiller spillet fra de tidligere i serien, er tilføjelsen af co-op. Little Nightmares 3 er co-op hele vejen igennem. Det er ikke tvunget, man kan spille med en ai-makker, men der ingen tvivl om at det er tiltænkt som et spil man skal spille sammen. Om det er tiltrækkende eller ej, kommer i høj grad an på om co-opspil i det hele taget noget man finder tiltalende, men jeg vil ikke anbefale det som en singleplayer-oplevelse. Når man spiller sammen, kræves det at man taler med sin partner og udforsker sammen. Spiller man med en ai-makker, signalerer den kraftigt løsninger på gåder, hvis den da ikke ligefrem løser dem for dig. Heldigvis indeholder spillet et friend pass så du kan invitere en ven til at spille med dig, også selvom de ikke ejer spillet. Det er dog kun på samme platform, ingen crossplay, og heller ingen lokal co-op, kun online.
Gameplayet består mestendels af platforming og at løse gåder for at komme videre til det næste område. Spillet er 3D, men størstedelen af tiden bevæger man sig som i en 2D sidescroller. Det er egentlig effektivt nok, det samme var tilfældet i de tidligere spil, men det giver nogle problemer. Det største er afstandsbedømmelse. Man misser utallige hop, går udover kanten på et bræt man skal balancere over eller løber durk ind i en dørkarm, ikke fordi man er dårlig (med undtagelse af min co-op-makker Ketil, naturligvis), men fordi fornemmelsen af hvor karakteren befinder sig i dybden i billedet kan være svær at bedømme. Dette problem højnes kun af tilstedeværelse af to spillere da man også nemt kommer til at blokere for eller støde ind i hinanden. Platforming føles dog godt. Der er tyngde i hoppene, og man skal gribe fat i kanter og trække sig op. Det er nogle akrobatisk børn, men det føles stadig som børn. Hver spiller har et våben og redskab. Den ene har en svensknøgle som de også kan slå med, og den anden har en bue. For det meste skal de kun bruges til at løse gåder med, men der er enkelte kampsekvenser der kræver kommunikation og samarbejde. F.eks. er der en situation hvor den ene skal skyde hovedet af en dukke, hvorefter den anden kan smadre det med svensknøglen, men det går aldrig over og bliver et actionspil. Det største fokus er stadig på gåder. Desværre er de fleste ikke rigtigt svære, og de kræver ikke meget samarbejde. Det er ærgerligt, og også mærkeligt at der ikke er mere fokus på det, nu de har valgt at lave spillet som co-op. Det er som om at der er lidt nervøsitet for at gå fuldt ind på præmissen, og er hvert scenarie bliver spillet sikkert for at man også kan spille det alene. Jeg tror det ville have været mere effektivt at gøre spillet til tvungen co-op fremfor at stå med et ben i hver lejer. Alt i alt er gameplayet tilforladeligt, men der mangler noget ekstra, og alt for meget af tiden går med ingenting andet end at bevæge sig igennem den ene luftskakt efter den anden.
<bild></bild>
Supermassive Games har holdt stilen og stemning som serien er kendt for, og det skal de have ros for, men de er også gået med livrem og seler. Udover tilføjelsen af co-op er der ikke gjort noget markant nyt i Little Nightmares 3. Det er lyder måske betryggende for fans af serien, og er man en af dem, kan man roligt give sig i kast med det. Men der mangler noget evolution. Der mangler udvikling i universet, ikke fordi de skal afsløre en hel masse, men det bør udfoldes mere – specielt taget i betragtning af at Bandai Namco vil gøre det til en multimedie IP med både podcasts og tegneserier. Gameplayet er mekanisk godt nok – på nær problemet med afstandsbedømmelse – men alt for meget af spillet går med at lave ingenting, og da man også mangler fornemmelsen af en vågende trussel, ender det med at føles tomt i perioder fremfor uhyggeligt. Grundlæggende set er atmosfæren og stilen dog på plads, så mangler man et gyserspil man kan hygge sig med i efterårets udnævnte horror-måned, kan man roligt ringe til en ven og sætte sig til rette med Little Nightmares 3.
<video>