Min første tanke efter et par minutter med Metal Eden var “Wow!”. Spillet beskrives af de polske udviklere som et “adrenaline-rush sci-fi FPS” og det skal jeg da lige love for! Forestil dig en blanding af Doom tilsat Neon White og Ghostrunner – så har du en meget god fornemmelse for, hvad Metal Eden er for en omgang – og der er virkelig smæk på her!
<bild></bild>
Metal Eden udspiller sig et godt stykke ude i fremtiden, hvor Jorden er blevet for lille til menneskeheden, som konstant bliver ved med at vokse. Derfor har man i en fjern afkrog af universet bygget megabyen Moebius, som svæver hen over overfladen på den forladte mine-planet Vulcan. Robotter er gået amok i Moebius, hvor de stjæler de såkaldte “Cores”, nogle digitale enheder hvor menneskeheden opbevarer deres identiteter, for på et senere tidspunkt at kunne blive vækket til live i en anden krop når Moebius bliver beboelig. Androiden Aska bliver sendt ud på, hvad der mest af alt kan betegnes som en selvmordsmission, for at tage kampen op mod hæren af løbske robotter og sikre de værdifulde Cores.
Gameplayet er ganske enkelt hæsblæsende. Man bevæger sig lynhurtigt igennem banerne i bedste Ghostrunner stil (udviklerne skjuler ikke, at de er inspireret at dette spil og der er endda en opgradering som hedder Ghost Runner inde i spillet) og fjenderne kommer i bølger og flere gange endda i Horde-lignende sekvenser, hvor massevis af fjender skal udryddes, inden man kan komme videre. Der er fuld knald på og man har nærmest ikke tid til at trække vejret; der er eksplosioner overalt, fjender angriber fra alle vinkler og alle niveauer på banen og man hopper selv fra platform til platform for at finde mere ammunition, skjold og for at skabe lidt afstand mellem dig og fjenderne. Det er hektisk, det er fedt og det er dejligt old-school.
<bild></bild>
<bild></bild>
Undervejs bliver man udstyret med en række mere eller mindre sci-fi-agtige våben. Nogle våben er gode til at fjerne fjendernes skjold, men gør ikke den store skade, mens andre ikke gør det store indtryk på skjoldet, men langt mere på fjenden selv, når skjoldet er blevet fjernet. Man skal derfor hele tiden løbende skifte mellem ens våben og det foregår heldigvis hurtigt og fint. Våbnene fungerer godt og det ser fedt ud når man rammer fjenderne på den måde de eksploderer og falder fra hinanden, men desværre mangler våbnene lidt tyngde. Man kan se, at ens våben er effektive mod fjenderne, men man kan ikke rigtigt mærke det.
Aska er udstyret med en snedig Core Ripping mekanik. Den gør hende i stand til at rive Cores ud af kroppen på angribende robotter (ikke de samme Cores, som de menneskelige identiteter ligger på), hvilket øjeblikkeligt vil dræbe dem. Aska kan så efterfølgende kaste kernen efter andre robotter, der vil eksplodere – eller hun kan selv absorbere den, hvilket i en kort periode giver hende et kraftigt nærkamps-angreb, som for eksempel kan fjerne fjenders ellers uigennemtrængelige skjold. Der er cooldown på denne evne, så den kan ikke bruges hele tiden, men man ender med at blive glad for denne mekanik over tid.
<bild></bild>
<bild></bild>
Mellem bølgerne af fjender, bevæger man sig igennem banerne ved at hoppe, løbe på væggene, springe fra platform til platform og flyve rundt vha. en slags gribearm. Aska har også muligheden for at rulle sig sammen til en armeret kugle, men i denne form har man ikke parkour mulighederne og man er ikke nær så kraftigt bevæbnet som i Askas normale form. Jeg brugte ikke denne form ret meget, faktisk kun når det var påkrævet af spillet, da der er en enkelt type fjende, en slags skildpadde-lignende robot, som er langt nemmere at nedkæmpe i kugleformen.
Med jævne mellemrum tvinges man til at transportere sig via en lysende zip-line, hvilket er nogle underlige afbræk. Disse ture er både kedelige og kan faktisk også være frustrerende, da gribe-mekanismen til at få fat i disse zip-lines ikke altid fungerer som den skal. Derfor kommer man af og til, til at bøvle unødvendigt med disse sektioner, specielt når man skal hoppe fra en zip-line til en anden i fart – og for lige at gøre det hele lidt mere træls, bruges disse zip-lines også i en boss-fight senere i spillet – ikke optimalt.
<bild></bild>
<bild></bild>
Undervejs kan man naturligvis opgradere både ens Core Ripping mekanik, ens egne Core evner og ens dragt via et tre-delt evnetræ. Også ens våben kan opgraderes med noget som hedder Dust, som er en form for valuta, der kan findes i nogle cylindre i omgivelserne, men man kan også optjene det ved at dræbe fjenderne på forskellige måder, altså enten med eksempelvis Core Ripping, eksplosioner eller ved at dræbe flere fjender på samme tid.
Selvom sværhedsgraden ikke er på niveau med Ghostrunner, så kan man let redde sig en seriøs røvfuld hvis man ikke passer på. Der er dog også en Easy sværhedsgrad, som faktisk er rimelig let, så de fleste kan være med her – men vil man have en solid udfordring, så skal man bare vælge en af de høje sværhedsgrader ud af de fire mulige, for så får man rigeligt at se til.
<bild></bild>
Rent æstetisk ser Metal Eden virkelig godt ud og spillet er som helhed ganske veldesignet. Den futuristiske stil gennemsyrer alt, lige fra de kolde stål-miljøer, ens HUD og menuer og til mellemsekvenserne og designet af våbnene. Det hele oser af fremtid og af cyberpunk – og jeg er personligt vild med hvordan designerne hos polske Reikon Games tilsyneladende har givet den fuld gas.
Uden at være tech-ekspert, så virker den tekniske side mere shaky. Jeg spillede Metal Eden i Performance Mode på PlayStation 5 Pro og jeg oplevede flere gange slowdown og også screen tearing når der skete meget på skærmen. Det lader også til at spillet dynamisk skalerer opløsningen ret kraftigt, for, igen når der sker meget på skærmen, så kan grafikken se noget grov ud – som om, at det kører i en ret lav opløsning ind imellem. Jeg vil dog gerne her understrege, at det udelukkende er baseret på visuel observation og ikke noget vi har værktøjerne til at kunne måle, men den visuelle side tager med jævne mellemrum et hit. Det er dog ikke noget der går ud over gameplayet, men det ER noget man bemærker.
Lydsiden er ret fed og støtter fint op om den visuelle stil med gode og tunge lydeffekter, gode stemmer fra de “handlere” man har i øret og soundtracket er hurtigt, tungt og elektronisk og passer derfor fint til de hektiske kampe.
<bild></bild>
<bild></bild>
Metal Eden er en solid sci-fi shooter, hvor der er fuld knald på. Våbnene fungerer godt, der er et par gode ideer her og hele pakken virker veldesignet. Hvis du går op i, at grafikken i dine spil står knivskarpt hele tiden, så er det ikke Metal Eden du skal kigge efter. Det skal du derimod, hvis du normalt er godt underholdt af hektiske over-the-top sci-fi shootere, for Metal Eden spiller for det meste godt og er et langt stykke hen ad vejen skruet godt sammen. Det hele er dog overstået forholdsvis hurtigt, da det kan gennemføres på noget, der ligner 8-11 timer, alt efter sværhedsgrad.
Metal Eden er det mest ambitiøse projekt fra polske Reikon Games, der tidligere har stået bag den lille top down isometriske cyberpunk shooter Ruiner. De kommer rimelig godt i mål her, men der er bestemt plads til forbedringer på den tekniske del, men kan de se gennem fingre med en lidt grov grafik ind imellem, så er Metal Eden en god og solid sci-fi action oplevelse.
<video>