<video>
Designet er, som vi kender Sennheisers moderne linjer: en blanding af skulpturel integration af ørekopperne med selve hovedbøjlen, og du kan få alle de farver, du vil – så længe det er sort. Jeg vil dog sige, at jeg er lidt skuffet over hovedbøjlen. Den er i plast og ikke som normalt i metal. I det hele taget virker headsettet lidt billigt lavet, og det er ikke optimalt, når man forlanger 2.290 kroner for det. Til gengæld er de lavet i Irland, så i det mindste holdes arbejdspladserne relativt lokalt.
Tilbehøret består af en pose og et nogenlunde kabel, hvor der er præmonteret en 6,3 mm adapter. Vil man lege med kabler, kan jeg i øvrigt anbefale at lade være – et bare minimalt mere fancy kabel til min egen reference kostede næsten en tredjedel af en hel hovedtelefon. Men mere seriøst, så løber den slags hurtigt op i et niveau, der svarer til en måneds husleje i en større europæisk by.
Skulle man, ligesom jeg selv, have givet lidt fortabt i Sennheisers nummerering – og særligt prissætning, da meget ligger tæt op ad hinanden – så gav de for nogle år siden en forklaring, der vist nogenlunde holder i dag, men ikke nødvendigvis siger noget om pris.
<bild></bild>
HD er Headphones. 5 er serien: 4, 5, 6, 8. Vi venter stadig på 7 og 9. Dem, der husker godt, ved, at der også var en 300-serie i GSP-serien, altså dedikeret gaming, dengang det fandtes.
x20 betyder lukket konstruktion, x50 eller x00 betyder neutral lyd, x60 betyder varm lyd, og xx5 betyder, at det er en specialtilpasset serie – typisk i begrænset oplag. Bare rolig, det er naturligvis ikke sat i sten, og her på Gamereactor brugte vi i en lang årrække HD-251II.
Til gengæld er vægten relativt lav – 237 gram – de sidder virkelig godt, og det, som Sennheiser kalder “behagelig lav klemmekraft”, vil jeg mene er tilstrækkeligt. Jeg kan headbange, uden at de ryger af, og det er langt over, hvad jeg forlanger. De har dog ret i, at det er særdeles behageligt, og selvom nogen måske vil savne en tykkere pude på hovedbåndet, så er jeg stor fan af, at det skal være tilstrækkeligt – og ikke mere end det.
Til gengæld er jeg lidt frustreret over at få at vide flere gange, at enhederne er 150 Ohm, men noget så basalt som materialevalg, motorsystem og så videre står der intet om.
Det er dedikerede audiofile hovedtelefoner, og hvis man forventer mikrofon, volumenjustering eller andet gamer-agtigt, så bliver man slemt skuffet. Men man skulle måske også have sat sig bare minimalt ind i produktet, før man købte, for Sennheiser sælger dig på ingen måde dette som et gamingheadset – det gjorde PR-bureauet, der gerne ville låne os hovedtelefonerne, til gengæld. De burde nok have sendt en ModMic med, for at det ville give mening.
For mange er det skræmmende, at det er en ting at bruge en åben konstruktion, men hvis man er bare nogenlunde dækket godt ind med blæsere i sin computer, så er det altså ikke et reelt problem. Ja, du kan høre din telefon ringe. Nej, en fornuftigt sammensat computer høres meget dårligt – og slet ikke, når musikken spiller, bogstaveligt talt.
Til gengæld går Sennheiser meget op i modulært design, og i hvert fald teoretisk burde alt kunne skiftes relativt billigt, hvis der sker skader.
Lyden er generelt ret neutral. Jeg vil dog sige, at den er lettere kølig, som om den øvre mellemtone er hævet kraftigt. Det er ikke forstyrrende, men det er tydeligt. Bassen er dyb – ikke afgrundsdyb – der er en blød afrulning, og den allersidste oktav er ikke med. Men det er stadig mere, end hvad man normalt får hos Sennheiser, der typisk går mere op i at være korrekt end bastung. Vil man have endnu dybere, endnu hurtigere basrespons, fordi man bare ikke kan undvære sin Infected Mushroom, så tilbyder andre konstruktionsprincipper netop dette – men til en helt anden pris. Til gengæld virker bassen ikke tung eller på anden måde langsom, og det er langt værre. Den øvre bas rammer til gengæld godt – den er ikke tynd, og den er ikke overdreven, så den påvirker ikke den næsten pinligt korrekte, snorlige mellemtone. Der er lidt mere liv i diskanten. Den høres ikke stringent som fuldt ud lineær og ruller også relativt hurtigt af. Den reelle effekt er, at du kan høre violinernes overtone, men de skærer ikke i ørerne på dig.
Og så er der dynamikken. Den er ret vigtig, for hvad kan man bruge hovedtelefoner til, hvis de ikke kan gengive tung maskingeværsild? Og her skuffer HD550 heldigvis ikke – tværtimod. Der er smæk på, lyden er detaljeret og luftig, velopløst, når slæden i geværet larmer med metallisk hvinen, og man kan tydeligt høre tyngdeforskellen på at skyde med en pistol kontra et fuldautomatisk maskingevær med stor kaliber.
<bild></bild>
Positioneringen er ligeledes ganske god. Det skyldes især, at HD550 har et rigtig godt stereoperspektiv – også i vertikal retning. Der er ingen snydeindstillinger, ingen “scout mode” eller andet, men så kan man jo heldigvis bruge gratis EQ-programmer lavet til gaming, eksempelvis Sonar fra SteelSeries, og få den helt rigtige tuning til det individuelle spil.
Sennheiser HD550 kræver – naturligvis – en dedikeret hovedtelefonforstærker. Har man ikke sådan en, vil lyden være slatten og begrænset, for de er sultne og slugte let 1000 mW fra min iFi Audio iDSD Black Label. Rigtige hovedtelefoner kræver en dedikeret forstærker – sådan er det. Det er ikke umuligt at få lyd ud, hvis man har et bundkort med en god forstærkning, men det er langt fra, hvad man faktisk kan få.
Skal du så have et sæt HD550? Ja – hvis du vil prøve, hvad rigtige hovedtelefoner kan tilbyde over gamingheadsets, så skal du helt klart. Men du skal gøre dig selv en tjeneste og spare op til en god hovedtelefonforstærker også. Det er en oplevelse på et helt andet niveau, og samlet set koster det ikke nødvendigvis mere end et dyrt gamingheadset med RGB.