Det er nu 15 år siden Sumo Digital leverede det herligt underholdende Sonic & Sega All-Stars Racing, som for første gang lod os køre karting-løb med Segas ikoniske blå pindsvin. Spillet kunne ganske vist aldrig overgå Nintendos centrale, rivaliserende serie, hverken i popularitet eller kvalitet, men det førte alligevel til to efterfølgere fra udvikleren. Nu er Sonic the Hedgehog igen bag rattet – denne gang med Sonic Team ved roret – og selv om meget føles velkendt, er dette formentlig den bedste racingtitel med Sonic i centrum til dato.
<bild>Bådsekvenserne hører næppe til spillets højdepunkter.</bild>
Da Sega første gang løftede sløret for Sonic Racing: Crossworlds, var den store nyhed – som titlen antyder – at man kan race mellem forskellige verdener i ét og samme løb. Det er tydeligvis inspireret af Paramounts succesfulde film og samtidig et genialt kneb, der giver nyt liv til kartgenren. At blande verdener skaber en herlig uforudsigelighed, når føreren, der ligger i spidsen efter første omgang, vælger hvilken af to verdener feltet skal suse ind i næste gang. I begyndelsen er det kun et par forudbestemte verdener, der er tilgængelige, men når man har vundet guldpokalen i hvert Grand Prix, åbnes dørene til dem alle – ikke blot de såkaldte Crossworlds-baner, der blander to verdener, men også de mere klassiske baner.
Sonic Team har på det seneste været gode til at trække på maskottens lange spilhistorie – Sonic X Shadow Generations er et godt eksempel. I Sonic Racing: Crossworlds møder man figurer fra et væld af forskellige Sonic-spil: Sage fra Sonic Frontiers, Jet fra Sonic Riders og Omega fra Sonic Heroes er blot nogle af dem. Hvor Team Sonic Racing kun bød på 15 kørere, er der denne gang proppet med valgmuligheder. Og det gælder ikke kun karaktererne – også banerne og musikken fortjener at blive fremhævet.
<bild>At køre ind i en ny verden er præcis så overdådigt som det burde være.</bild>
Ved at jagte hurtigste tid i Time Trials kan du låse op for ny musik i spillets jukebox. Du behøver dog ikke blot sidde og lytte – du kan sammensætte din helt egen playliste med favoritter fra Sonics tidligere eventyr. Jeg endte hurtigt med en liste med numre fra Sonic Mania, Sonic Free Riders, Sonic Colors, Sonic Unleashed og Sonic Frontiers, hvilket gjorde kørslen endnu mere fornøjelig. Alle baner har naturligvis deres egen tilknyttede melodi, men for at undgå gentagelser kan jeg varmt anbefale at skræddersy din egen playliste, som derefter blandes automatisk. Det viste sig at være en funktion, jeg ikke anede, jeg havde brug for – men nu kan jeg ikke undvære den.
Når det gælder banerne, har Sonic Team ikke glemt nogen af pindsvinets store – eller mindre glorværdige – øjeblikke. I Sonic Racing: Crossworlds kører vi blandt andet igennem græske Apotos fra Sonic Unleashed, Kronos Island fra Sonic Frontiers, Radical Highway fra Sonic Adventure 2, Northstar Islands fra Sonic Superstars og White Space fra Sonic X Shadow Generations. Det er fedt, men risikoen for at overse en klassiker er til stede, og jeg savnede flere ikoniske steder: Green Hill Zone, Egg Planet Park – eller hvorfor ikke en middelalderlig bane fra Sonic and the Black Knight? Nogle baner er helt nye, men mangler karakter, og det bliver især tydeligt på de såkaldte Crossworlds-baner.
<bild>Der findes et par unikke interaktioner mellem karakterer.</bild>
Det største problem med Sonic Racing: Crossworlds er netop denne følelse af anonymitet. De til tider uinspirerede baner har jeg allerede nævnt, men der er mere at sætte fingeren på. Først og fremmest virker kørerne ikke udtryksfulde nok. Når man kæmper mod rivaler (mere om det om lidt), kan de reagere, men ellers savner jeg små spydigheder mellem deltagerne under løbene eller en form for anerkendelse, når jeg vælger dem i menuen. Resultatet er, at jeg ikke rigtig føler mig knyttet til nogen af figurerne – og det er ærgerligt.
En anden gammel svaghed fra Team Sonic Racing vender desværre tilbage: de uinspirerede våben. Dengang var de alle baseret på wisps fra Sonic Colors, og selv om der denne gang er lidt variation, er flere våben stadig wisp-baserede. Dertil kommer andre mærkelige våben, som Sonic Team burde have fundet bedre alternativer til. Man kan for eksempel beskytte sig med en metalskjold, der ikke stammer fra noget tidligere spil, men som let kunne have været boblen fra de klassiske 2D-spil. De målsøgende projektiler består af boksehandsker – men kunne man ikke have fundet noget mere tematisk? Når man kombinerer de halv-anonyme baner, de kedelige våben og manglen på markant stemmeskuespil, føles det som om, Sonic Team ikke helt har haft tid til at finpudse spillet.
Allerede fra starten er alle figurer (bortset fra et par skins) låst op, og det fandt jeg en smule kedeligt, da det fjerner jagten på at låse nye karakterer op. Det kan dog lige så godt ses som en fordel. Heldigvis er der masser af andet at låse op. Som nævnt kan du udvide din egen playliste, efterhånden som du spiller, og du kan udsmykke din profil med nye titler, du optjener mellem løbene. Men først og fremmest handler det oplåselige indhold om køretøjerne.
<bild>At slide er yderst afgørende.</bild>
Du kan vælge mellem flere typer køretøjer, der hver især prioriterer hastighed, acceleration, styrke, kontrol og boost forskelligt. Du kan endda igen hoppe op på et hoverboard som i den berygtede Kinect-titel Sonic Free Riders, der byder på masser af fart men gør det sværere at håndtere skarpe sving. Nye dele til køretøjerne kan købes for Donpa-billetter, som optjenes efter hvert løb eller gennem forskellige udfordringer. At skræddersy sin egen bil tiltaler uden tvivl mange, men personligt blev jeg hurtigt træt af det – og det kan være frustrerende, når alle skal til at finjustere deres køretøjer før et lokalt eller online løb. Jeg havde foretrukket, at kørerne hver især havde unikke biler med stats tilpasset deres personlighed.
Derudover kan du låse op for forskellige gadgets, der påvirker dit køretøjs egenskaber. Nogle øger hastigheden, andre forbedrer accelerationen. Du kan maksimalt aktivere seks gadgets, men visse fylder flere pladser i dit kit, hvilket kræver omtanke for at stå som sejrherre. Du er nødt til at tage hensyn til dette, da en bane med mange skarpe kurver sjældent belønner ren topfart – medmindre du vil skrabe muren. Igen bliver der lagt lidt for meget vægt på at modificere bilerne, og jeg havde gerne set en mulighed for at deaktivere dette system helt, selv om det bestemt har sin charme.
Der venter otte cups med tre baner i hver for soloentusiaster. Ligesom i Mario Kart kan man vælge forskellige hastigheder, og hvis man vinder guld i samtlige cups, låser man op for Super Sonic Speed – den oplagte måde at spille Sonic Racing: Crossworlds på. Her skrues farten helt op, så man næsten ikke kan følge med i, hvad der sker. De, der synes Mario Kart 8 Deluxe er for langsomt i 200cc, får virkelig noget at bide i her. At genspille cups bliver derfor aldrig kedeligt, især når man også låser det spejlvendte mode op.
Det jeg savner mest, er et decideret historieløb, som forgængeren klarede så flot. Hvis man ikke går op i at samle alt, risikerer man hurtigt at køre træt i solospillet. Når det er sagt, er der dog andet at kaste sig over ud over de otte Grand Prix-turneringer. Sonic Racing: Crossworlds introducerer et nyt rival-system: før hvert Grand Prix får du en ny rival, der vil gøre alt for at ødelægge dit løb. Det giver endnu en grund til at kaste sig over Grand Prix igen, for rival-systemet byder på hele 23 rivaler (alle standardfigurer). Når du besejrer en rival, kan du hæve sværhedsgraden til næste møde, så både udfordring og belønning stiger.
Hvis man bliver træt af kun Grand Prix eller Time Trials, kan man glæde sig over Race Park, som byder på seks forskellige alternativer. I en af dem deles kørerne i hold, hvor man – ud over at kæmpe om placering – også samler så mange ringe som muligt, mens et andet mode går ud på at tackle modstandere for at fylde holdets fælles boostmåler, som giver hele holdet et ordentligt skub, når den er fyldt. Det betyder, at nogle af samarbejdselementerne fra Team Sonic Racing lever videre – og det fortjener de. Desværre findes der ikke et dedikeret mode, hvor man, som i forgængeren, deler våben.
<bild>Der findes ret mange karts at vælge imellem.</bild>
Race Park bygger også videre på rival-systemet med en lille twist. Her viser Sonic Team endnu en gang, at de værner om Sonics historie og gerne vil give os et nostalgisk sus. Rivalerne er her opdelt i trioer inspireret af Sonic Heroes, så du møder Team Sonic, Team Dark, Team Rose og Team Chaotix – noget der gjorde mig barnligt glad. Af en eller anden grund præsenteres rivalerne her som hologrammer, hvilket jeg ikke helt forstår, men det betyder reelt ikke meget. Race Park fungerer som et glimrende supplement til Grand Prix-løbene, og sammen med Time Trials giver det et ganske solidt udbud af sololægemuligheder.
<bild>Vi anbefaler Super Sonic Speed som den fedeste sværhedsgrad.</bild>
Alt i alt er Sonic Racing: Crossworlds et stærkt spil, der har lidt for enhver smag. Men det har også sine tydelige svagheder, som bliver svære for udviklerne at udbedre efter udgivelsen. Jeg sætter dog pris på, at Sega satser på spillet og omfavner ideen om at krydse verdener – især når vi snart kan se gæsteoptrædener fra Aang (Avatar: The Last Airbender), Joker (Persona 5) og Teenage Mutant Ninja Turtles, for blot at nævne nogle stykker. Jeg er i hvert fald slet ikke færdig med at brænde gummi og kaster mig straks ud på de multidimensionelle racerbaner igen.